
Kattekat larmer, brager, buldrer med rullende kæmpesten og gigantiske, frådende bølger toppet op med hvidt skumsprøjt og er til tider stille som graven med spejlblank overflade. Man kan næsten altid spotte et containerskib, en coaster eller et cruiseship ude i horisonten ligesom man i de mange sommermåneder altid vil få øje på romantiske sejlskibe med de kendetegnende skæve snehvide sejl, der hælder til den ene eller den anden side. Undertiden støder man også på et dansk krigsskib, der – udsendt fra den nærliggende Flådestation Sjællands Odde – holder øvelse. Et skrækindjagende, men samtidig storslået og imponerende skue.
Himlen opfører sig med samme foranderlighed som havet – fra lysende blå til mørkelilla, og fra omkring april til oktober tilbyder den en solnedgang, der er lige bjergtagne hver gang.
Hos os er der hjerterum

Vort mål er at favne bredt til alle typer kunstinteresserede, hvilket betyder, at vi udskifter kunsten med måneders mellemrum – alt afhængig af populariteten. Vores repertoire spænder vidt fra stilleben, impressionisme, naivisme, romantik til realisme og abstrakt osv. Der skulle gerne være for enhver smag – og så taler vi om hæderlige priser.
Ethvert event (herunder fernisering med mulighed for at møde kunstneren) i galleriet vil blive opslået her på siden og på Facebook – følg os der.
Vi blev endvidere meget hurtigt enige om, at til et galleri med sådan en unik placering måtte høre en cafe og i særdeleshed mulighed for at sidde udendørs og nyde udsigten og nogle af de mange lækkerier, som caféen byder på, serveret af veloplagt personale.